MediaZink

Scener fra en kunstmesse

Scener fra en kunstmesse
May 17
08:00 2015

Der er knald på. Nøgne damer, og krybdyr, der løfter tunge ting med ørerne. Men i sidste ende, er det kunsten, der løber med alt opmærksomheden.

Af Randi Halberg Markussen

Tatoveringen er placeret mellem brysterne. Den forestiller et hjerte med et nøglehul, omkranset af rosenblade og humlebier. Hun trækker ud i kjoleudskæringen og smiler bredt, da hendes ansigt lyses op af blitzen fra smartphonen, og et øjeblik gnistrer stenen i næsepircingen. ” Tag lige et til,” siger hun til sin veninde, der gør som der bliver sagt. ”kæft,´den er bare meeega flot,” konstatere hun efter et par ekstra forsøg. Billedet bliver prompte delt på instagram, inden de forlader toilettet og atter begiver sig ud i den gamle tappehal, hvor Copenhagen International Tattoo Convention bliver afholdt denne weekend. Tilbage ud i ”gaderne”, hvor tatovørerne fra hele verden har deres booth. Flere af dem tager ”drop in” kunder, så der er god chance for, at man kan få drømmetatoveringen i dag. Veninden med smartphonen er håbefuld.

Tusindevis af tusser

Det skønnes, at cirka 600.000 danskere er tatoveret. Det svarer til 13 procent af den voksne befolkning, og derfor er det efterhånden svært at tale om stereotyper og subkulturer, når emnet falder på tatoveringer. Da farfar var dreng, var det en kuriositet forbeholdt sømand og andre eventyrlystne eksistenser, men allerede da far var dreng, var det ved at være passe. Nok var mange af de hårde drenge nede fra motorcykelklubben tussede, men det var fætter Henning, der arbejde nede i banken, også. I dag, er det umuligt at gøre sig klog på, hvem der har tatoveringer. Det er lige så svært, som at få katte til at gå i flok. Men det interesserede publikum her på messen, dem, der drikker øl og køber bøger og begejstret klapper, når ”The Lizzard Man” løfter tunge ting med ørerne, DE har som regel mere end et par enkelte tatoveringer. Det her er en messe, der har naturligt fokus på kroppen. Man ser på hinanden. Og de er her alle sammen; reality-stjernen, der dukker op til alle arrangementer af en hvis størrelse. Kvinden der har så meget fyld i læberne, at man bliver helt skræmt. En politiker fra venstre. Hipster-fyren, med de alt for stramme bukser. Et ældre ægtepar, der har sendt hunden i kennel weekenden over, for rigtigt at have tid til det hele. Den glade børnefamilie, der vil opleve noget anderledes. Fire venner fra 2.g på Frederikssund Gymnasium og Kvinden fra Sverige, der sælger artsy´ udstoppede dyr. Og langt de fleste, er kommet for at opleve kunst.

Kunsten på kroppen

Og der er hundredevis af dem. 175, for at være helt nøjagtig. Kunstnerne, tatovørerne, de udøvende artister. På dansk bruger vi bare betegnelsen tatovør, hvilket jo ikke er særligt beskrivende. Så er det engelske ” tattoo-artist” lidt mere rammende. For kunstnere, det er det, de er. De er specielt inviterede til denne convention. Cremen af cremen, og det er faktisk ikke en overdrivelse. Er man bare lidt inde i branchen, ved man, at et navn som Bob Tyrrell svarer lidt til, at paven kom på besøg i en folkekirke på Sydsjælland. Det er stort. Man fristes til at sige, at det ikke kan blive meget større. Selv er de meget afslappede og fordybet i deres arbejde: at skabe kunst på andres kroppe. For nok er der masser af god underholdning: musik, konkurrencer, udsøgt luksus rom og mere eller mindre påklædte pin-up piger. Og nok er de også kommet for at networke, blive inspireret og hygge sig med hinanden… men omdrejningspunktet, den bærende konstruktion, er kunsten.

Kunstøjeblikket

I takt med at tatovering i større og større grad bliver accepteret som en kunstform, bliver de traditionelle stilarter hele tiden udviklet, nye dukker op, og shops med kreative kunstner dukker op på de dyre adresser. På Copenhagen ITC kan du se det hele live. Det ene kunstværk efter det andet, bliver kreeret lige foran øjnene på dig. Du kan stoppe op, og nyde processen. Fordybe dig i en dygtig tatovørs teknik, eller langsomt slentre ned af en ”gade” med den konstante summen af nålenes dans over huden kildende i ørerne. Lige der til højre for dig, vokser en stor orientalsk tatovering frem, med kirsebærblomster og kvidrende fugle, mens der lidt længere fremme er en zoombie, der får lagt de sidste skygger på sine laser og pjalter. Huden er det levende lærred. Der er noget intimt og fascinerende ved at se det ske, som at blive inviteret med ind bag kulisserne. Om et øjeblik, er den trompet, som den rødhårede mand får tatoveret på underarmen skjult af hans skjorte, og du ser aldrig den hund, med strutskørt der blæser sæbebobler, igen. Så du lige rigtigt, der?

SkakMATT

Han sidder og skutter sig lidt. Matt Gone. Den skak-ternede mand. Hele dagen, og det meste af aftenen, har han gået næsten nøgen rundt, kun iført de allermindste g-strengstrusser, så publikum kan studere hans krop helt tæt på. Han rækker tungen ud hver gang; He know show to please the audience. Han er tatoveret overalt på kroppen. I øjenæblerne, i munden, på tungen og ja, også de mere intime steder, som folk efter lidt småsnakken spørger ind til. ”Dosen´t it hurt like hell?” ”what does your girlfrind look like?”   Matt svarer på det hele. Men han ser lidt træt ud nu, her lørdag lige før lukketid. Alligevel er han på. I morgen er der atter en dag. Hans krop er hans brand, hans levebrød. Han bor i en kuffert. Den ene tatoveringsmesse efter den anden. Han har set hele verden. Han er glad, siger han. Lever det liv, som han allerhelst vil. ”would not have it any other way,” forsikrer han to unge mænd, efter et fællesfoto. Den ene nikker, den anden ryster på hovedet.

Share

About Author

Randi

Randi

Related Articles

1 Comment

  1. Blueeyesofscandinavia
    Blueeyesofscandinavia June 15, 12:56

    Haha god artikel med en god dosis humor 😉

    Reply to this comment

Write a Comment